OB Esports første sæson i eSuperligaen

OB Esports første sæson i eSuperligaen

18 dec 2018

Første sæson af eSuperligaen er netop overstået, og for OB Esports vedkommende endte sæsonen med en skuffende 12. plads. Esport Manager i OB Esport, Jens Martinus Pedersen, gør status over sæsonen.

- Hvis man ser bort fra vores sportslige resultater, så har eSuperligaen været en fantastisk oplevelse: Der har været mange seere, mens indholdet og produktionen har været helt i top. eSuperligaen har så meget kvalitet på alle fronter, hvor de bedste spillere i Danmark – og internationalt – er samlet her. Det er forbundet med stor prestige at deltage i eSuperligaen, og konkurrencen er benhård. Afviklingen og afslutningen i Forum er vel nok det ypperste indenfor FIFA i Europa, siger Jens Martinus Pedersen.

Da OB Esport blev præsenteret i oktober, var det med en klar ambition om kvalifikation til gårsdagens playoffs, og med en 12. plads i eSuperligaen blev denne målsætning desværre ikke indfriet.

- Vi har været noget svingende, og jeg tror ikke, at Lasse og Claes vandt deres kampe samtidigt, så vi fik ikke vist det samlede niveau, som jeg ved, spillerne har. Vores egen præstation viser, at der ikke er nogle lette kampe, og der er ikke plads til udfald. Det kræver stor mental styrke at spille afgørende kampe mandag-tirsdag så mange uger i træk, og opmærksomheden fra nye og gamle FIFA-fans er markant, så vi skal blive bedre til at tackle det pres i den kommende sæson, siger Jens Martinus Pedersen.

OB Esport indledte eSuperligaen med Lasse Bækkelund som holdkaptajn, men efter gensidig aftale er det besluttet, at samarbejdet stopper ved udgangen af december.

- Lasse har haft svært ved at finde det sidste gear i et presset program, hvor eSuperligaen blot udgør en del af programmet. Det har kostet tid og kræfter at spille mandag-tirsdag syv uger i træk, og derfor har vi i fællesskab valgt at ophæve kontrakten. Vi har haft en fin dialog under hele processen, men nu skilles vores veje. Nu evaluerer vi sæsonen, men det er jo klart, at vi skal have minimum én erstatning ind i stedet for Bækkelund, siger Jens Martinus Pedersen.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik